Min Historie

Numerous experiences led me to do clairvoyance.
Please read my story. 
The story is published in english.
I am still working on my translation – all though I think it is readable.

Min historie, jeg vil fortælle, starter i 2010, hvor jeg opsøger min læge for en henvisning til psykolog.

Jeg har et job som softwareudvikler, jeg er glad for.

Jeg bor på Frederiksberg i en skøn lejlighed og er gift. 

Alt burde være godt.

Jeg er slet ikke glad, er vildt stresset og har det på alle måder dårligt.

Jeg opsøger min læge for at få henvisning til psykolog.

Jeg har været hos min læge flere gange med diverse problemer.

Han siger, at hvis han var i mit ægteskab, ville han forlade det.

Han siger, at jeg sandsynligvis vil få diagnoser, hvis jeg søger hjælp i systemet.

Han siger, at det vil være helt forkert.

Han siger, at han synes, jeg er helt normal, men det er mit ægteskab ikke.

Min læge giver mig henvisningen.

Psykologen hjælper mig til at indse, at mit ægteskab er dårligt for mig. 

Det der virkelig får mig til at indse sandheden er, at psykologen beder mig forklare, hvorfor jeg stadig er i ægteskabet.

Jeg forstummer, det kan jeg ikke. 

Jeg går hjem. Jeg har fået noget at tænke over.

Imidlertid tilspidses situationen i mit ægteskab. 

En morgen kan jeg ikke være i det længere. 

Jeg flygter – jeg åbner bare hoveddøren til lejligheden og løber.

Jeg får ingenting med mig og ved ikke, hvor jeg skal hen, men jeg må væk.

Heldigvis har jeg et godt netværk, der træder til og jeg får et sted at opholde mig.

Jeg får fri fra mit job.

Jeg tager alligevel på arbejde om aftenen, da det er det eneste sted, jeg kan være alene.

Alle holder øje med mig – i den bedste mening – for at jeg ikke skal gå tilbage til min mand.

Jeg går stadig hos psykologen.

Han lytter empatisk og taler med mig om, hvordan jeg kommer videre.

Jeg elsker at gå der. 

Han roser mig – både mine evner, min personlighed og min intelligens.

Det gør mig så glad.

Ingen har rost mig i lang tid.

Det har hele tiden været alle mine problemer, der har fyldt alt ved mit samvær med andre.

Det går langsomt fremad.

Jeg finder et sted at bo.

Får en base.

Psykologen siger så, at jeg skal videre. 

Han kan ikke hjælpe mig mere.

Jeg er rådvild og spørger ham, hvad jeg så gør nu. 

Han finder et sted, hvor han synes jeg skal starte.

Et sted, hvor jeg kan lære meditation og mindfulness.

Han siger, at hvis jeg henvender mig videre i systemet, vil jeg få en diagnose som ADHD eller det der er værre. 

Han syntes, ikke at jeg er syg, men jeg har stadig brug for at arbejde med mig selv.

Jeg kommer efterfølgende ikke igang med meditation og mindfullness.

Tiden går.

Jeg finder en permanent bolig.

Jeg har stadig mit job, som jeg er glad for.

Jeg har det stadig dårligt.

Jeg vil ikke være alene.

Så finder jeg en ny kæreste.

Den nye kæreste er jeg glad for.

Jeg synes, han er både pæn, klog og har masser af potentiale.

Vi er forelskede og alt er godt.

Da forelskelsen aftager bliver det svært.

Det bliver hele tiden sværere.

Intet er godt.

Alligevel vil jeg have det til at lykkes.

Jeg betaler selv prisen.

Jeg får det dårligt igen.

Jeg finder en ny psykolog.

Hende er jeg glad for.

En ny fortrolig, hun roser mig også – jeg elsker det.

Hun mener jeg har ADHD.

Først afviser jeg det, men går hjem og identificerer mig med denne nye side af mig selv.

Jeg henvises til en psykiater.

Jeg udfylder et skema til at identificere, om jeg er kvalificeret til diagnosen.

Det føles næsten som om, jeg ansøger om et nyt job.

Jeg overdriver lidt, vil jo ikke have afslag.

Jeg glæder mig til afgørelsen hos psykiateren.

Jeg føler det bliver mit vendepunkt.

Endelig vil jeg blive hjulpet.

Jeg tager endda festtøj på. 

Det har jeg altid gjort, når jeg har set frem til begivenheder, hvor udfaldet vil medføre afgørende ændringer for fremtiden.

Psykiateren er meget begejstret over mig og uden empati.

Hun synes, jeg er meget tydelig i min ADHD adfærd.

Hun virker ekstatisk.

Hun behøver ikke engang læse min ansøgning.

Hun observerer mig tæt for at se, om jeg også kan få andre diagnoser.

Det gør jeg ikke.

På vej hjem er jeg ked af det.

Endnu mere end før.

Det var slet ikke rart.

Der er ikke sket andet end, jeg fik diagnosen og så nogle piller, som jeg skal spise en masse af.

I løbet mit bekendtskab med psykiateren finder jeg ud af, at hun er sød, hun har selv diagnoser, hun ønsker at hjælpe mig og hun er særdeles rundhåndet med medicinen.

Psykiateren siger, at min læge skal være den, der ordinerer  medicinen til  mig.

Da jeg siger det til min læge, svarer han, at diagnosen ikke har noget med mig at gøre, så det vil han ikke.

Jeg prøver 3 typer medicin igennem hele forløbet.

Efter en uge på medicin er jeg afhængig.

Jeg får mange bivirkninger af de forskellige typer af medicin.

Jeg sover næsten ikke om natten længere.

Jeg arbejder hele tiden. 

På mit arbejde begynder jeg at overtænke løsningerne og opfinde opgaver. 

Jeg er nødt til at arbejde hele tiden.

Jeg er glad for at medicinen gør mig i stand til at være vågen næsten hele døgnet.

Ellers ville jeg jo ikke kunne nå mit arbejde.

Inden diagnosen havde jeg næsten aldrig overarbejde.

Jeg holdt mine løsninger på arbejde så simple som muligt. 

Min kæreste er pludselig uden bolig & flytter ind hos mig.

Jeg kan ikke lide at sige til ham, at det har jeg ikke lyst til.

Jeg har altid været festryger.

Pludselig ryger jeg – fra den ene dag til den anden – 20 cigaretter om dagen.

Jeg kan næsten ikke spise mad.

Jeg bliver asocial. 

Jeg er hele tiden meget fokuseret på de ting, jeg skal som fx. arbejde, gå med min hund osv. 

Jeg kan slet ikke overskue også at tale med andre mennesker længere.

Der er endnu flere ulemper.

Det går heller ikke bedre med mit forhold.

Det går hele tiden værre.

Jeg er stadig meget ked af det, men også lammet på en underlig måde, jeg ikke har oplevet før.

Som om jeg er inde i en boble konstant.

Alle jeg kender siger, at jeg ikke har ADHD og jeg ikke skal tage medicinen.

Jeg ved dog bedre.

Jeg er den diagnose nu.

Jeg er hele tiden bange for ikke at have medicin nok.

Jeg starter hos en ny psykolog.

Hun har speciale i ADHD.

Første gang jeg er der, kommer jeg 10 min. for sent pga en hændelse, jeg ikke har indflydelse på.

Hun siger, at det er sådan jeg er, når jeg har ADHD.

Hun siger også, at jeg er på alle mulige andre bestemte måder. 

Jeg kan ikke genkende mig selv i hendes beskrivelser, men jeg giver hende alligevel ret.

Det er så rart at være der og ikke hjemme, hvor det ikke går godt.

Hun giver mig gode råd til at løse alle mulige problemer, som jeg slet ikke har.

Hun siger også, at jeg måske ikke skal arbejde mere, da jeg nok ikke kan holde til at arbejde.

Hun vil have, jeg skal sige til min kæreste, at han skal lave sig om.

Da jeg siger det til min kæreste, bliver han ked af det. 

Han kan ikke bare lave sig om.

Jeg forstår ham godt. 

Jeg bliver mere sløset med aftalerne hos psykologen.

Hun siger, at det er klart, når jeg har ADHD og det tydeligt viser, hvor lidt jeg kan.

Jeg holder op med at komme der.

Jeg gennemsøger internettet efter en, der kan hjælp mig.

Jeg leder og leder.

Til sidste finder jeg en dame på fyn : Lise Seidelin, der skriver på hendes hjemmeside, at man kan ændre på alt inde i en selv og blive glad.

Mine omgivelser behøver ikke ændre noget.

Jeg tænker, at her er der endelig en, jeg er enig med.

Det bliver starten på et nyt kapitel i mit liv. 

Til mit første møde med damen fra Fyn, er jeg både nervøs og har det meget dårligt.

Jeg farer vild på vej derover og er helt ulykkelig.

Hun er helt rolig og hjælper mig på rette vej via telefonen.

Hun roser mig rigtig meget og er meget empatisk.

Jeg prøver for første gang i mange år at have det godt.

Hun lærer mig at visualisere og hun går igang med at lære mig at lytte til min indre stemme.

Jeg er hos hende i 4 timer, når jeg er der.

Allerede efter første gang får jeg det meget bedre.

Jeg har redskaber med hjem.

Hun lærer mig at blive i mig selv.

Hun lærer mig at adskille mennesker fra deres handlinger.

Hun lærer mig at sige fra med kærlighed.

Hun lærer mig at acceptere livets op- og nedture.

Hun lærer mig at visualisere/meditere.

Hun lærer mig at konsultere min egen personlige guide, der ved alt om mig.

Hun lærer mig at anvende lyset til at få det godt.

Hun lærer mig at jeg ikke behøver at være som min diagnose.

Efter en uge holder jeg selv op med at tage medicin.

Den kostante rygetrang forsvinder heldigvis igen med medicinen.

Hun lærer mig at have det godt hele tiden også samtidig med, at der sker negative ting.

Hun lærer mig at tage ansvar for mit helbred og holde mig selv rask.

Hun lærer mig at begynde at elske mig selv.

Jeg får det bedre.

Min kæreste flytter ud helt af sig selv.

Han er et dejligt menneske, men vi skal ikke være sammen.

Det går bedre med arbejdet.

Jeg får selvtillid.

Holder op med at opfinde opgaver, der stresser mig.

Pludselig bevæger jeg mig fremad i mit eget liv.

Jeg går hos hende 1 x pr. måned i 6/7 måneder.

For hver gang jeg er hos hende får jeg det bedre.

Jeg er ikke bange for noget mere.

Jeg tager 100 % ansvar for alt i mit liv. 

Noget jeg har drømt om længe, men ikke har vidst, hvordan jeg gjorde.

Jeg er så glad.

Jeg bliver gladere for hver dag.

Min intuition bliver hele tiden bedre.

Jeg oplever, at jeg igen kan tale med andre mennesker.

De vil endda lytte på mig og synes jeg er troværdig.

Jeg oplever stadig op- og nedture i mit liv, men nu accepterer jeg dem bare.

Nedturene fylder ikke mere, jeg ved de går over igen.

Opturene bliver bare bedre & får mit indre glædes-barometer til at stige.

Når jeg møder mennesker, der er grænseoverskridende, bliver jeg glad & taknemmelig for dem. 

De er så gode at øve sig på.

Jeg ved også, at de vil bringe mig ny læring.

Jeg kan derfor med større og større lethed omfavne og rumme mennesker, jeg før ville have taget afstand fra.

Ved en af konsultationerne på Fyn lærer jeg at telepatere med min hund.

Jeg lærer også at tale med et træ.

Det fanger mig, jeg vil lære mere.

Jeg opsøger undervisning i dyretelepati.

Et weekend kursus jeg tager viser sig at være en uddannelse i clairvoyance og dyretelepati.

Jeg er på 1. modul.

Vi bliver sat til at udføre clairvoyance på hinanden.

Jeg modtager clairvoyante beskeder til min medelev-klient.

Jeg elsker det.

Jeg beslutter mig for at fortsætte på uddannelsen.

Jeg kommer længere i forløbet og tager ejerskab på mine clairvoyante evner. 

Det viser sig, at jeg er god til det.

Det går også op for mig at jeg altid har brugt det i alle mulige henseender.

Jeg har bare ikke vidst det.

Idag betyder diagnosen ikke noget for mig længere.

Jeg ved, at jeg absolut ikke er som den.

Jeg elsker mig selv.

Når jeg identificerer en side af mig selv som jeg endnu ikke elsker, går jeg straks igang med at elske den også.

Alle de tidligere, negative hændelser i mit liv, tynger heller ikke længere.

Jeg lader ikke længere fortiden påvirke nutiden.

Jeg er meget taknemmelig for min fortid.

Uden disse begivenheder & mennesker, ville jeg ikke have lært alt det, jeg ved idag.

Jeg ville ikke have været på rette vej.

Det er jeg nu.

Jeg glæder mig til min fremtid.

Jeg glæder mig til at lære mere.

Jeg glæder mig til at lære andre alt det, jeg har lært.

Jeg glæder mig til at hjælpe andre på rette vej.

Jeg glæder mig til at komme til at leve af at vejlede andre clairvoyant.

Jeg elsker mit liv.